Dolomitterne

Efter et par timers kørsel fra Hallstatt mod det nordlige Italien, endte vi i Dolomitterne ved den mest spejlblanke, blå sø vi nogensinde havde set: Lago Di Braise. 

Vi skulle bo helt nede ved søen på et stort, gammelt spøgelses-hotel med den smukkeste udsigt til den krystalklare sø. Udefra lignede hotellet en million, men indeni lugtede der gammelt, muggent og alting var ved at falde fra hinanden. Udsigten vejede det heldigvis op, og det endte med at være en rigtig charmerende oplevelse.

Vi vågnede tidligt næste dag (ømme af de hårde senge), og skyndte os ud til søen hvor vi kunne trække frisk luft (uden skimmelsvamp) og nyde den smukke, spejlblanke sø. Som en fordel ved at bo helt nede ved søen, havde vi den helt for os selv de første par timer – så vi rigtigt kunne nyde de eventyrlige, smukke omgivelser! 

Hen af formiddagen begyndte det så småt at myldre med turister, så vi besluttede os for at det var på tide at køre videre. Da vi checkede ud fra hotellet faldt vi helt tilfældigvis over et postkort med det smukkeste billede af "Tre Cime" (de 3 søster) og besluttede os for at vi ville finde trailen/hiken der førte os til synet af disse smukke bjerge. Da vi ikke havde wifi på hotellet måtte vi spørge os frem via gebrokken tysk/italiensk, indtil vi en efter en lille times tid i bil endte ved en lift – som bragte os op i bjergene. Vi havnede desværre det helt forkerte sted i bjergkæden, så vi tog hurtigt liften ned igen, så vi kunne finde det rigtige sted at starte vores hike.

Vi fandt et kort over Dolomitterne, og fandt ud af at den trail vi skulle følge hed path 102 – og startede bag en lille bjerghytte. Vi sms’ede hjem til farmand, som hurtigt fandt en adresse vi kunne køre efter! Herefter gik alting som smurt, og vi landede hurtigt det rigtige sted. Vi hoppede i vandrestøvlerne, og lykkeligt uvidende om den hårde hike der ventede os – drog vi afsted med sang og højt humør. Den første del af hiken var rigtig hyggelig, og førte os via en tætbegroet dal ind igennem en kløft mellem de stejle bjerge. 

Da vi var kommet så langt ind i dalen, at bjergende puttede sig tæt omkring os fra alle vinkler begyndte trailen ligeså stille at føre os moderat op langs ét af bjergene. Trailen blev stejlere, og stejlere – indtil det syrede i lårene hver eneste gang man tog et skridt. Vi ventede hele tiden (forgæves) på at vi kunne gå ligeud og få en pause i lårmusklerne, om så bare i få minutter.. Men ”ligeud” kom aldrig. Trailen fortsatte stejlt op ad i ca. 3 timer, og jeg (Theresa) måtte holde mindst 50 puste-lår pauser på vejen op. Martin klarede det en smule mere elegant! Da vi ikke vidste noget om hikens omfang inden vi tog afsted, havde vi kun medbragt en lille flakse vand – som vi hurtigt fik tømt selvom vi prøvede at spare. Vi fyldte os derfor med bjergvand fra en flod der fulgte os det meste af vejen, og krydsede fingre for at vi ikke blev syge. Efter ca. 3 timers hård hiking op ad bjergene fik vi endelig øje på taget af en lille ”mountain hut”, som man kan overnatte i på toppet af bjerget – hvis man er på flerdages trek.

Vi kæmpede os det sidste stykke op til hytten, hvor vi blev mødt at det smukkeste syn af ”De 3 søstre” og to små bjergsøer. Vi åndede lettede op; Det VAR det hele værd! Som det aller første skyndte vi os ind i hytten – hvor vi håbede at kunne købe en flaske vand. Aldrig havde vi turdet håbe på, at blive mødt af et koldt fadøls anlæg, cola og chokolade. Der var en helikopter landingsplads lige ved siden at hytten, som bragte forsyninger derop én gang om ugen! 

Vi købte 2 kæmpe fadøl, og placerede os på en bænk med udsigt – hvor vi kunne køle ned og nyde det bjerg vi netop havde besejret. Her blev vi siddende indtil vores ben stoppede med at ryste, inden vi bevægede os ud for at udforske de smukke omgivelser. 

Klokken var allerede blevet 18, og da vi vidste at vi havde en 2 timers køretur foran os hen til vores hotel – måtte vi desværre vinke farvel til den smukke udsigt og begive os ned af bjerget. Vejen ned gik som en leg, samtidig med at den var virkelig smuk - og efter 1,5 time sad vi allerede i bilen på vej mod vores hotel.

Da vi ankom til den lille alpe by, hvor vi skulle bo, i var det blevet mørkt og GPS’en kunne ikke finde vores hotel. Vi måtte derfor igen spørge os frem på gebrokken tysk/italiensk på de små bondegårde, hvor ingen kunne engelsk eller det der lignede. Ingen kendte navnet på vores hotel, så vi nåede at blive en smule paniske – inden vi mødte én som sagde ”det er det nye hotel” og pegede op mod en lille bakketop. Derefter fandt vi hurtigt derop, hvor vi blev modtaget af den sødeste italiener, Christine, i receptionen. Hun fortalte os at hende og hendes mand netop havde åbnet hotellet samme dag, og at vores lejlighed var et af de eneste 3 værelser der var færdige. Deres gamle hotel havde de revet ned 4 måneder for inden, og derefter bygget det smukkeste hotel – kun bestående af træ fra området. Vi havde ikke nået at spise aftensmad, da vi ville være sikre på at nå hotellet inden receptionen lukkede – og ligeså snart Cristine hørte dette, sendte hun hendes mand ned i byen efter pizza til os (uden at fortælle os det). Lige hvad vi havde brug for efter en lang og udmattende dag!

Efter en god og lang nats søvn, besluttede vi os for at tage en lift op i Odle bjergkæden – hvor vi blev mødt af endnu flere smukke bjerge. Bagefter tog vi tilbage til hotellet, og slappede af ved poolen med udsigt til bjergende resten af dagen. 

Da det blev aften, gik det op for os at hotellets kok var på arbejde kun til ære for os – så vi følte os ret vigtige. Vi blev vist ud til et bord på terrassen med udsigt til bjergene, hvor der var dækket op til ”middag for 2”. Kokken, som også var vores tjener, var en uforglemmelig oplevelse i sig selv. Han havde et smittende fedtmulegrin, var iklædt tyrolertøj, virkede lidt små’skæv og snakkede dårligt, men charmerende engelsk! Han havde kun én ret at vælge imellem, så der var ikke meget at rafle om – selvom vi var en smule skeptiske da han begyndte at snakke om ”kød på halm”. Inden hovedretten kom, kom han tullende med den ene lille tapas ret efter den anden. Samtidig gik han og plukkede blomster, krydderurter osv. fra køkkenhaven, som var placeret lige ved siden af vores bord. Efter 3 kvarter (selvom vi var de eneste gæster) kom han ud med den mest ”bedårende” hovedret vi nogensinde har oplevet:

Vi nød hver en bid, med solnedgang over bjergende, duften af krydderurter og den idylliske lyd af ko-bjælker fra de omkringliggende marker. Da vi havde spist tilbød kokken os, at lave en cocktail at gå i seng på. Vi bestilte en Mojito og han kom tilbage med en brun drink, og undskyldte at han ikke havde noget hvid rom. Han gik hen og plukkede lidt mynthe i køkkenhaven, og pyntede cocktailen med, samtidig med at han fortalte os at den mørke Rom var fra det destilleri, hvor han arbejde om dagen. Pludselig gav alting mening!

En perfekt, fuldkommen afslutning på en fantastisk tid i Dolomitterne! Næste stop: Neunschwanstein Castle